Områderne for råvildt er i henholdsvis Gers regionen, hvor største by er Auch og i Pyrenees Atlantique, hvor hovedbyen hedder Pau. Fra Toulouse er der ca. 1½ times kørsel til Auch og for områderne ved Pau er der ca. 3-3½ times kørsel til Toulouse. Man kan også flyve til Pau, og så er der kun ca. 1 times kørsel til jagtområdet. Vor partner råder over mere end 60.000 hektar og der er tale om et uhyre smukt, frodigt og afvekslende terræn, forholdsvis kuperet med ”bløde bjerge”, skov, masser af levende hegn, små lunde, græsenge, små stejle raviner og landbrug med forskellige afgrøder såsom hvede, solsikker, majs, græsningsarealer med mere. En af de mest ideelle råvildtbiotoper vi har oplevet. Jagttrykket er begrænset, og der er gode muligheder for at nedlægge gamle og også ganske stærke bukke.
I de år vi har tilbudt bukkejagten her, er der hvert år blevet nedlagt adskillige medaljetrofæer, også en del guldmedaljer.