Ved ankomst til jagtområdet overnatter man den første nat i en dejlig hytte beliggende direkte ved floden. Denne hytte er udstyret med flere soveværelser, spise- og opholdsrum, sauna samt bad og toilet, og er, den ganske afsides beliggenhed taget i betragtning, meget komfortabel. Her indskydes riffel, og man pakker om til de kommende dage i bjergene.
Tidligt næste morgen sejler jægere og guider ud i små både, går i land og har nu en vandretur 4-6 timer op til en jagthytte på bjergsiden. Herfra foregår jagten i 7-8 dage. Den lille jagthytte er til gengæld primitiv, og består af et lille lokale med et bord og et par stole, et par sovepladser og en kakkelovn, som både bliver brugt som varmekilde, til at tørre tøj ved samt som komfur. Så absolut ingen luksus men naturomgivelserne er fantastiske. Efter endt jagt vender jægere og guider tilbage til floden og den store hytte og bliver afhentet af motorbåden for transport retur ad floden, og derpå fly fra Abakan via Moskva til København.