Stifter Jan Krossteig fylder 75 år!
Den fynske drøm
Grundlæggeren af Diana Jagtrejser, Limpopo Travel A/S og Safarieksperten, Jan Krossteig - fylder den 26. juni 75 år.
Havde Jan Krossteig været amerikaner, så havde dette mini-portræt af fødselaren givetvis kredset om, hvordan snirklede veje og årtiers hårde indsats ledte til verdens største jagtrejsebureau og opfyldelsen af den ”amerikanske drøm”. Men Jan, hvis mor var færing, har tilbragt stort set hele sit voksenliv på Sydfyn, så skal der sættes mærkat på drømmen, må den blive ”fynsk”. Det gør imidlertid ikke drømmen mindre levende eller fantastisk. Tværtimod.
Jan Krossteig havde prøvet lidt af hvert i livet - herunder både hundekennelejer og bilsælger - da han i 1974 fungerede som chef for Vindebyøre Camping på Tåsinge ved Svendborg. Hans blandede erfaringer taget i betragtning, var det måske ikke så underligt, at Jan, som var passioneret jæger, sammen med to andre jægere grundlagde Diana Jagtrejser samme år, som en reaktion på en dårligt afviklet jagtrejse, de havde været afsted på. I bund og grund var forehavendet tåbeligt. Ingen af de tre vidste særligt meget om jagt og stort set ingenting om jagtrejser. Sprogkundskaberne var ligeledes begrænsede og finanserne var for at sige det mildt sparsomme. De to medstiftere faldt af samme årsager hurtigt fra, men Krossteig holdt stædigt fast i sin ide om at opbygge et jagtrejsebureau og husker tydeligt mavefornemmelsen, da han kastede sig ud i projektet: ”Det var som at springe ud fra en klippe med bind for øjnene – jeg havde ingen idé om, hvor jeg ville lande, eller hvor ondt det ville gøre at ramme jorden”
Fundamentet blev lagt
Vores virksomhed startede med at forhandle sig på plads på en række skotske revirer med nogen møje og besvær. Vi var rent ud sagt henvist til at tage til takke med revirer, som de andre og mere veletablerede bureauer ikke ville have. Dette gav naturligvis en masse praktiske udfordringer og den unge bureauejer stiftede formentlig på meget kort tid bekendtskab med alle tænkelige (og en hel del utænkelige) problemer, som kan opstå i forbindelse med jagtrejser. Utroligt nok holdt vi skruen i vandet og havde efter et par år voksede vi os til en størrelse, hvor den første administrative medarbejder kunne ansættes.
I 1978 – efter fire års hårdt arbejde – kom der pludseligt et uventet og altafgørende gennembrud for os. Via en svensk jagtrejsekunde lykkedes det at overbevise de rigtige mennesker i Polens kommunistiske styre om, at det var en rigtig god idé at indlede et samarbejde med os. Vi startede med en lille håndfuld revirer. Det gik godt. Aktiviteterne voksede og voksede! Nye revirer blev lagt til porteføljen og i 1986 fik Krossteig mulighed for at opkøbe det tyske jagtrejsebureau Weyer Jagdreisen med masser af tyske kunder i kartoteket og desuden samarbejdsaftaler med mange prima polske revirer. I slutningen af 1980’erne sendte vi mere end 4.000 jægere til Polen hvert eneste år og var på daværende tidspunkt markedsledende! Verdens største jagtrejsebureau blev i realiteten bygget på mindre end 15 år.
Det efterfølgende årti brugte Jan og vores voksende stab af dygtige medarbejdere – hvoraf mange stadig findes i vores virksomheden - på at gøre Diana Jagtrejser til et verdenskendt bureau med et udvalg, som matchede vores størrelse. De polske destinationer udgjorde vores økonomiske rygrad, men resten af verden fandt også ind i vores kataloget, som dermed fik vi et af de mest alsidige jagtrejsekataloger som noget jagtrejsebureau nogensinde har udgivet….
Nye eventyr
I 1998 solgte Jan virksomhed til anden side for at hellige sig et nyt projekt: Opbygningen af et stort natur- og jagtområde i det nordlige Sydafrika. I relation til Diana Jagtrejser, var det planen at hans parløb med Diana Jagtrejser skulle stoppe endegyldigt der. Men det skete som bekendt ikke. Heldigvis!
Jan brugte 5 år på at bygge sit enorme jagtområde op og i 2003 stiftede han selskabet Limpopo Travel A/S for bedre at kunne skaffe besøgende til den afrikanske farm. Denne virksomhed havde fra starten et godt forhold til Diana Jagtrejser og fik hurtigt en samarbejdsaftale i stand, som betød at Limpopo Travel håndterede Diana Jagtrejsers antilopejagtarrangementer i det sydlige Afrika. Limpopo Travel var en stor succes fra starten og hurtigt voksede et selvstændigt bureau frem.
I 2006 solgte Anders Hillerup Diana Jagtrejser til Mads V. Jørgensen. Det skulle vise sig at blive skæbnesvangert for virksomheden. Ideerne var rigelige men ikke særligt bæredygtige og det gik hurtigt ned ad bakke for bureauet. I efteråret 2008 led Diana Jagtrejser en opsigtsvækkende konkursdød, som efterlod mange partnere, aktionærer og Rejsegarantifonden med store tab. Det var en sort tid for alle, som igennem årene havde ofret blod, sved og tårer på vores verdenskendte jagtrejsevirksomhed. Logisk set burde virksomhedens historie nok være sluttet der. Det var i hvert tilfælde svært at forstille sig, at Diana Jagtrejsers navn nogensinde ville kunne genvinde fordums glans. Det lod Jan Krossteig, som jo var virksomhedens oprindelige grundlægger sig imidlertid ikke afskrække af. Han troede på, at jægerne først og fremmest huskede Diana som den store seriøse jagtrejseudbyder og at de med tiden kunne overbevises om helt at se bort fra den sidste sorte tid inden konkursen. Han valgte derfor at købe kundekartoteket og det lettere ramponerede navn. Diana Jagtrejser blev en del af Limpopo Travel A/S, som valgte at anvende navnet til alle jagtrejseprodukter udenfor Afrika og sådan har det været siden. ”Familien” blev samlet.
I år er en ny æra netop blevet indledt for vores virksomhed på Fåborgvej i Svendborg. Jan har i foråret overladt rorpinden til en ny generation i virksomheden, men fortsætter heldigvis i firmaet som bestyrelsesformand.
Enestående livsværk
Som det tydeligt fremgår, er historien om vores virksomhed som den danske jagtrejsevirksomhed, der har markeret sig på verdenskortet fra et hjørne af Sydfyn, i høj grad historien om et enkelt menneskes passion, evner, flid, og stædighed. Limpopo Travel / Diana Jagtrejser er et livsværk – og et ualmindeligt vellykket et af slagsen. Jan har al mulig grund til at være stolt af, hvor langt vores virksomhed er kommet i løbet af dens 43 år. Det samme har alle os medarbejdere, lokalområdet, de danske jægere og nationen som sådan…. Der er ikke mange brancher, hvor Danmark markerer sig med verdens største virksomhed.
Nu fylder Jan Krossteig 75 år. Drengen som skiftede skole 12 gange på de 6 års skolegang som det blev til, har været på en helt utroligt spændende rejse frem imod manden, som skabte denne virksomhed! Vi ønsker ham hjerteligt tillykke med dagen og knæk og bræk fremover!