Mikkel i Legnica

Hvad i alverden har et jagteventyr fra Polen tilfælles med en lærling og en gazelle, vil første tanke sikkert være? Umiddelbart ingenting, men denne beretning fra Polen i august fra en fantastisk jagttur og en meget tålmodig kæmpebuk vilforklare nærmere.

Historien tog sin start i det danske sommerland på en campingplads. Jeg er på ferie med min kone Christina og vores to børn, sidste uges ferie i denne sommer, og befinder mig egentlig ganske fint på pladsen, dejlig solskin ungerne badende i poolen og på legepladsen, rigtig familiehygge. Min mobil er på lydløs i ferien, et nødvendigt afbræk i en stressende hverdag med telefonen som ringer hele dagen lang. Pludselig bliver idyllen spoleret af Christina ́s kimende mobil det er min jagtgale svoger Chris på linien ! Jaaa, jooo, jamen det kan jeg da godt se, sagde hun stirrende intenst på mig, hvad fanden forgår der tænkte jeg, alt imens jeg nød min morgenmad, en kold tuborg klokken var trods alt blevet 08.55. Skat ring til Chris, det er noget med noget med en jagttur til Polen!! Jesus tænkte jeg og ringede straks op.. Det viste sig at en jagtdeltager til deres jagttur var blevet syg og kunne ikke komme med på turen.

Turen gik til det forjættede bukkeland Polen, et helt fantastisk jagtområde med kæmpe bukke og gode storkere.. I år var det 20. gang min svoger har været dernede, og det tilmed i træk, alle årene har han haft den samme storker, helt utroligt og siger lidt om de gode forhold dernede, svoger har skudt op til flere medaljebukke dernede. Det er ellers samme hold som er dernede hvert år, min svoger Chris, svigerfar Benny, Benny B og Bo B samt Peter, det var dog også Peters første tur derned med holdet, men alligevel var en enestående mulighed for mig at komme med derned. Et lille problem var dog, at vi jo var på campingferie med ungerne, hvis jeg skulle med var det onsdag, midt i ferien ville først komme hjem tirsdagen efter. Jeg skulle desuden starte på job om mandagen, så der var lige et par udfordringer som skulle ryddes af vejen! Heldigvis har jeg en meget sød og forstående kone, som gav grønt lys til jeg kunne komme af sted, min direktørs eneste kommentar efter have forlagt ham omstændighederne, var ”Knæk og bræk”.

Meget tidlig torsdag morgen, sad vi i bilen på vej til Polen, en lang lang køretur. Den lange tur betød intet min krop var fuld af spænding og adrealin, så virkelig frem til nogen store jagtoplevelser. I polen blev hele jagtholdet samlet, en samling af virkelig erfaren jægere hele banden, jeg følte mig meget privilegeret at have fået muligheden for at kunne lære noget af disse gamle rotter. Jeg fik erhvervet mit riffeltegn i 2008, og havde indtil nu kun skudt 3 bukke, så jeg var virkelig en novice i sammenligning med de øvrige på holdet. Allerede torsdag aften et par timer efter ankomst var vi afsted på jagt. Jeg fik skudt en fin 6 ender, det tegnede rigtig godt for turen.

De næste par dage stod på intens jagt og indtagelse af føde. Hold kæft hvor vi åd!! Programmet var som følgende. Op kl. 04.00, på jagt kl. 04.15, Morgenmad kl. 09.00, varm mad med flere retter kl. 14.00, kaffe og kage kl. 18.00, jagt kl. 18.30, aftensmad kl. 23.00. Maden var fantastisk, det samme var servicen på hotellet, en rigtig god oplevelse. Dog led vi alle under varmen, 30 -35 grader, ja man er jo et skarn at brokke sig over det, men vi svedte som svin hele banden. I pauserne fra ædegildet og jagten blev der sovet og set jagtfilm, og selvfølgelig fortalt historier i et væk.

Min ringe erfaring med riffeljagt betød, at jeg spurgte en del indtil mange ting, og stillede måske for den erfarne riffeljæger lidt dumme spørgsmål. Jeg blev derfor hurtigt udråbt til ”lærlingen” på holdet. Lærlingen havde meget vigtige opgaver, sætte kolde øl i køleskabet, hente kolde til jægerne og storkere efter jagten, oprydning og ud med skraldet. På trods af mine snart 40 år, kone og børn samt et godt lederjob, befandt jeg mig ganske fint i denne uvante lærlingerolle, det hele forgik jo med et glimt i øjet. Jeg var udmyg og nød de mange jagthistorier, jeg lærte virkelig noget om jagt på den tur.

I løbet af de næste par dage blev der nedlagt op til flere store bukke, sjovt nok blev de største bukke skudt af dem som havde været dernede i flest år. Jeg tænkte at de selvfølgelig havde de bedste revirer, da de havde prøvet alle stederne. En aften forlagde jeg min konspiration teori for selskabet og forslog at vi da kunne prøve at bytte revirer bare på en enkelt jagt. Dette var dog ilde hørt, med hovedrysten blev lærlingen straks banket på plads igen, det var helt uhørt at skifte revir og storker midt i en jagt. De store bukke var der også på mit revir, jeg måtte da have noget tålmodighed, Rom blev jo ikke bygget på en dag, jeg kunne da ikke forvente at skyde en kæmpe buk, her på min første jagttur til Polen.. Nej nej man var vel kun lærling!!

Min storker Milec var virkelig en oplevelse, hans næse for vildtet var utroligt, han kunne spotte dyrene på så lang afstand uden kikkert at man skulle tro det var løgn. Normalt kan storkerne kun de nødvendige følgende gloser: Buck, Grosse Buck, Kleine Buck, Schiesen, getruffen, men Milec kunne faktisk snakke lidt tysk så med fagter og tegnsprog var der en gensidig god forståelse, at tilbringe så mange timer med så erfaren jæger var virkelig en fornøjelse. Han pulsede dog smøger som en skorsten, i bilen på vej til jagten, på vej hen til

tårnet, i tårnet, ja i ren sympati med ham måtte jeg selv ryge en i ny og næ. Jeg fik spurgt ham om røgen ikke skræmte vildtet væk, han mente at mennesker og tøjet lugtede værre end tobaksrøgen, så det var faktisk bedre med cigaretrøg!! Så den teori bliver lige kastet ind til diskussion. Faktum var dog at selv med en smøg i kæften, væltede det ud med store og små bukke.

Det var efterhånden blevet søndag morgen, måtte indrømme at jagtlivet tog hårdt på lærlingen. Jeg sad i bilen og hang lidt med hovedet, var meget træt. Blodtørsten havde været over mig, havde allerede nedlagt 4 bukke, pæne 6 ender efter danske forhold, men ikke en rigtig stor buk, som jeg nu drømte om!! Bare en Grosse buck ville gøre mig lykkelig. Desuden var jeg afsted med fast pris på 5 bukke, så jeg havde kun en buk tilbage. Jeg skulle jo nødigt skyde en kæmpe buk til afregning på vægt, ikke sikkert min søde kone ville være lige så forstående, hvis jeg kom hjem med en ekstra regning på en buk.Vi skulle hjem tirsdag morgen, så havde næsten 3 hele dage til at finde bukken.

Klokken var blevet 08.00 og vi var faktisk på vej hjem og få morgenmad. Pludselig ude på marken var der noget som rørte på sig, en rå og en buk. Ikke bare en almindelig buk, det var en kæmpe buk. Med et sæt var jeg lysvågen, min hjerte bankede som besat, vi kom ud af bilen og pürsched os ind på dem. Råen havde fået færten af os og tog flugten, bukken var lige i røven af hende, de stoppede op ca. 150 meter ude, riflen på skydestokken tog sigte. Bukkefeberen ramte hårdt og brutalt ved synet af to stænger som buede tilbage med kæmpe perler på, det tog fuldstændig pusten fra mig, og et øjeblik efter var de begge langt væk.

Jeg var helt høj på vej hjem i bilen, så var han der alligevel den store buk på mit revir, de gamle rotter havde jo alligevel ret.. Da vi kom tilbage var alle jægerne samlet, med øjne så store som tekopper, fråde om munden, og fægtende bevægelser fik jeg berettet om denne legendariske buk. Bukken blev større og større for hver gang jeg fortalte historien, og jeg hæftede mig især ved de helt specielle stænger som buede tilbage.. For mig at se var det faktisk store horn som bukken havde i panden, Peter spurgte til stor morskab for alle om det ikke var en Gazelle jeg havde set frem for en buk, og med et var myten skabt, bukken var blevet døbt som Gazelle bukken. Lærlingen fik naturligvis på puklen, fordi jeg ikke havde skudt til bukken, sådan en chance fik man kun en gang i livet nærmest, og jeg skulle have skudt til den med det samme. Nu var den væk, jeg så den aldrig igen drillede de mig med. Lærlingen var nu ikke sådan at kue, vi skulle først hjem tirsdag, der var således 4 jagter af ca. 4 timer tilbage, jeg kunne derfor bruge 16 timer på at jage gazellen. Igennem tolken blev min storker gjort klart med 7 ” søm, at vi på de efterfølgende jagter kun skulle ud på det område hvor vi havde set bukken. Han skulle ikke få mig til at skyde på andre bukke heller ikke hvis den største skulle dukke frem, jeg ville skyde Gazellen koste hvad det ville, og fik jeg ikke ram på den ville jeg ikke skyde andet. Faktisk var jeg blevet besat af den buk, kunne seriøst ikke tænke på andet, og drømte om den når jeg sov, et fantastisk og faktisk lidt skræmmende scenarie, men jeg var super optimist og var sikker på jeg nok skulle få ram på ham. 

Det blev søndag aften, Gazellejagten var gået ind !! Vi kørte ud i området og parkerede langt inde i skoven, i modsætning til de andre jagter skulle vi ikke køre rundt. Vi gik ud til udkanten af skoven, med 3 marker stødende op til. Milec mente bukken holdt til i dette område, så vi satte os til at vente, kl. var 18.30, da vi satte os.... Der var så mange myg og hestebremser, jamen helt ubeskriveligt, blev simpelthen hen ædt levende.. Det var udelukkende tanken om Gazellen, som afholdt mig fra at løbe skrigende væk, og aldrig iføre mig jagttøjet igen... Efter 3 timers pinsler, skete det utrolige!! Råen og Gazellen kom listende langt ude i horisonten, med retning mod kornmarken lige foran os... Vi kravlede hen bag et træ, sad godt i skjul op med skydestokken, det yndige par var gået ind kornmarken, vi kunne bare vente til de forsatte ud på marken, og bum, den legendariske buk ville blive nedlagt af lærlingen! Desværre går det ikke altid som præsten prædiker, de to turtelduer hyggede sig gevaldigt inde i marken, de havde ikke tænkt sig at komme ud og det blev mørkere og mørkere.. Han prøvede ellers det bedste Milec med nogle særpræget ”strubebjæf”, at få dem ud på marken. Til sidst blev det dog også for meget for dem, og de tog flugten, desværre i modsat side af marken hvor vi stod.

Satans også, så tæt på IGEN også alligevel ikke.. Men det var meget opmuntrende at vi havde fået lokaliseret uhyret, og han tilsyneladende holdt til i dette område. Mandag morgen var vi afsted igen, og minsandten om han ikke huserede på marken igen.. Denne gang var han i en drabelig kamp med en anden pisling af en buk, langt ude i horisonten... Vi prøvede at pursche ind på ham men uden held, han var ikke sammen med råen længere, drømmen om gazellen blev fjernere og fjernere.

Rygtet om den mærkværdige buk, var efterhånden nået ud til samtlige storkere, og selveste generalstorkeren var mødt op få at få styr på gemytterne. Var jeg da helt umulig som jæger eller skulle Milec skiftes ud med en ny storker!! Chefen ville have nogen fakta på bordet.. Milec kom i forhør, og han kunne bekræfte der var tale om en stor udsædvanlig buk, det var altså ikke ren ammestuesnak fra lærlingens side. Jeg forlangte dog at beholde Milec som storker, han var jo min helt og den bedste jæger jeg havde mødt, skulle da ikke til at skifte nu.. Chefen accepterede men lod os forstå at vi måtte tage os lidt sammen og få nedlagt det dyr, eller måtte han jo selv tage affære, han havde dog et lille smil på læben, men når han talte hørte alle efter og havde stor respekt. Jagtselskabet var dog også så småt ved at miste tilliden til mig, jeg havde helt uhørt set bukken 3 gange, uden at få den nedlagt!! Der var pludselig ingen hellige køer, med hensyn til revir og storker, både svoger, svigerfar, Peter, ja hele banden – skulle nok få nedlagt gazellen, nu hvor lærlingen ikke havde evnerne til det. Jeg havde jo stadig aften - jagten tilbage, og hvis muligt også tirsdag morgen, vi skulle jo først af sted til Danmark over middag tirsdag, håbet var der stadig. Fantastiske Milec have brugt hele dagen på at bygge et nyt tårn, ude på reviret hvor vi havde set gazellen 3 gange.

En helt fantastisk gestus, min Milec ønskede virkelig at vi fik nedlagt Gazellen, han var oprigtig oglige så engageret som jeg selv. Endelig blev det mandag aften, vi kørte tidlig ud i det nye tårn... Vi sad fantastisk, fri udsigt hele vejen rundt og med skoven lige i ryggen.. Der blev babbet godt med polske discount smøger, vejret var perfekt, vi så både ræv og et par enkelte pjevse bukke(fine 6 ender), lige foran tårnet, en helt perfekt aften.. klokken var efterhånden blevet 21.00 mørket var faldet godt på, og jeg blev mere og mere urolig... MEN pludselig skete det utænkelige igen igen, helt ude til højre kom gazellen listende, mutters alene med retning ud mod kornmarken, lige forbi vores tårn! Nu fik jeg ikke større chance, tog sigte, belært af min tøven fra forleden dag turde jeg ikke vente for længe med at skyde, fulgte ham et øjeblik ca. 90 meter ude, styr på vejrtrækningen – Bum !!! Han sprang op i luften og tog flugten ud mod skoven, han løb zig zag og væk var han.... Med rædsel og afmagt kiggede jeg Milec dybt i øjenene... Nicht getruffen, sagde han med en mine i ansigtet som jeg har svært ved at forklare. Han var mindst lige så skuffet som jeg selv.

Forhelvede da, store idiot, jeg var nok den største jagtamatør som nogensinde havde besudlet de fantastiske polske jagtmarker. Min selvkritik var ubarmhjertig, køreturen hjem til opholdsstedet var ufattelig lang.. Selv Milec min ellers gode ven, havde mistet tålmodigheden med lærlingen, han lod mig forstå, at nu ville han selv nedlægge gazellen!! Det ville være et godt trofæ i han egen stue. Jeg havde fået rigeligt med chancer, Gazellen var nu hans. Havde aldrig været så deprimeret før, havde jeg haft en læge ved hånden var jeg sikkert blevet diagnoseret med en akut alvorlig depression, og sendt hjem med lykkepiller i hånden.. Hjemme i hytten kunne de andre godt se at den var helt galt med mig. Fik næsten ingen kritik, de kunne godt se jeg ikke havde brug for flere søm til ligkisten. De forsøgte ellers med alverdens bavl at opmuntre mig lidt, såsom at jeg skulle nok få chancen på en anden stor buk engang. Intet hjalp ville jo aldrig få skudt eller se en gazelle buk igen.. Måtte dulme smerten med adskillige slots øl, og små jagtbitter som Benny B havde i hans fordømte jagt/picknick kurv.

Midt i begravelsesstemningen kom vores spøjse tolk ud af hans skjul på værelset, han lettede på sygekassebrillerne, og spurgte hvad der var sket ? Med hundehvalpe øjne måtte jeg berette om min elendige evner som skytte, og nu var det hele slut... Hmm sagde han og gik straks hen til Milec og de andre storkere som sad længere nede på terrassen og skumlede med en slots i hånden.. Der blev højlydt parlamenteret og fægtet med armene i velkendt polsk stil. Jeg sad og krummede tæer håbede sgu ikke Milec fik skælud, det var jo mig som var et fjols, Milec havde gjort mere end hans bedste... Med et kæmpe smil kom tolken tilbage til mig igen, han sagde at Milec helt ekstra - ordinært ville tage ud næste morgen med mig, i samme hochstand som her til aften... Han ville give mig en time, så vi kunne spejde efter gazellen! Også kunne vi tage ud og skyde min 5 og sidste buk. Pludselig så det hele meget lysere ud. Ja selv Peter som ikke var helt tilfreds med hans udbytte og revir, fik helt ekstraordinært lov til at tage ud med Bo ́s storker på hans revir og prøve at finde et par fine bukke også næste morgen.

Så blev det tirsdag morgen kl. 04.00, Milec holdte trofast og ventede på mig.. Min allersidste jagttur i Polen for denne gang, kunne mine sarte nerver overhovedet holde til flere jagteventyr ? Vi kom op i tårnet fra i aftes, og ventede, den time gik lynhurtigt, føltes som 5 minutter.. Intet vildt overhovedet.. Jeg kom slukøret ned i bilen, nu skulle vi jo ud og skyde min sidste pjevse buk !! Ja ved godt jeg var en utaknemlig satan, men sådan var sindstilstanden nu på daværende tidspunkt.. Vi trillede ud af markvejen i den store 4 x 4.... Pludselig satan og helvede om han ikke gik ude på marken langt til højre selveste Gazellen med retning imod majsmarken vi lige var kørt forbi... Vi fløj ud af bilen, kunne ikke tro det, listede ca. 50 meter op i majsen og stillede os ud på marken lige i kanten.. Han kom sgu trissende lige så stille ud af marken, stod stille 100 meter foran mig til et perfekt sideskud... Jeg stod med riflen i skydestokken, schiesen, schicen, schisen, nærmeste råbte Milec.

Min riffel roterede som et kompas på en fiskekutter i havsnød, jeg kunne nærmest ikke få vejret, jeg havde taget den ellers berygtede bukkefeber til et episk ukendt niveau, var lammet det hele drejede rundt kunne ikke skyde. Utroligt anede gazellen ingen uråd trissede op af marken og ind i majsen samme vej tilbage... Vi bogstavligt talt stormede igennem majsen ! Gazellen var løbet helt over marken, til vores held stod en hel stak rundballer for enden af marken ca. midt på, gazellen var løbet over på den anden mark, vi kunne søge skjul bag ballerne !! Enhver professionel 100 meter løber var blevet misundelig på Milec ́s spurt, han spurtede derover og fik gang i bukkekaldet. Lærlingen kom halsende efter, var døende! Milec havde sgu fået stoppet gazellen. Han stod dog meget langt ude, 150 – 170 meter ca.. Jeg tog sigte på rundballen, han stod med siden til sigtede, bum var han ramt ? Skød igen langt forbi, fik kigget i kikkerten han blødte sgu fra maven. Han gik foroverbøjet som en olding på krykker og lagde sig ned i græsset! Jeg kiggede på Milec, getruffen getruffen getruffen !!! Vi jublede og hujede og skreg som besatte, kunne ikke fatte mit held... Endorfinerne tog magten i min krop, ufattelige følelse. Dette var virkelige en ubeskrivelig jagt oplevelse, havde aldrig oplevet noget lignede.

Endelig stod jeg med gazellen ved mine fødder, det viste sig dog at gazellen var en fin 6 ender med små sproser for enden.  Med en ufattelige tyk krans, og kæmpe fine perler på, i sandhed en meget fin og stor flot buk.. Turen hjem til hytten var fantastisk, kl. var ikke engang 07.00, men lærlingen fik hurtigt vækket hele hytten, gazellen skulle beundres fra alle leder og kanter. I løbet af formiddagen kom alle storkerne til hytten, alle trofæerne skulle registreres og vejes. Selv efter polske forhold var der enighed om at det var en meget fin buk. Helt sikkert medalje spørgsmålet var bare hvilken karat?

Disse ord var slutningen på et fantastisk jagteventyr i Polen, jeg vil gerne takke Benny og Benny B Peter og Bo B, ikke mindst min svoger Chris som gav mig muligheden for at få denne unikke jagtoplevelse. Jeg takker for jeres tålmodighed og tolerance for min konstante op og nedture med denne utrolige buk. Også et tak til Diana jagt rejser som har arrangeret turen.

Jeg kan her på falderebet tilføje at Gazellen er kommet hjem fra afkogning, han vejer 545 gram. Så husk kære jagtvenner – ”Intet er umuligt for den som bære viljen i hjertet”.

De bedste jagt hilsner
Mikkel Nissen-Jørgensen / Lærlingen