Det var blevet tid til at regulere råvildtbestanden I det smukke europæiske efterår. Alene på jagtreviret Maniszewo er det nødvendigt at nedlægge 170-200 råer og lam hvert år. Følg med på en jagt efter markråvildt på enorme polske marker i oktober.
Et efter et blev de nedlagte dyr vejet og mærket og deres vægt og køn blev omhyggeligt noteret. Vi var to jægere, som havde jaget i tre dage og da det hele var noteret lå der 286 kg. vildtkød i kølerummet og ventede på at komme videre til middagsborde over hele Europa. Tilsammen havde vi nedlagt lidt mindre end 15% af revirets årlige kvote.
Muligheden for en jagttur til Polen var opstået ud af ingenting godt en uge tidligere. Reviret Maniszewo i det nordvestlige Polen havde med meget kort varsel efterlyst jægere med interesse i hundyrsjagt. Det er en spændende jagtform og desuden ganske billig. At vi desuden var velkomne til at tage noget af det fine kød med os hjem gjorde ikke fristelsen mindre. Det var måske ikke så overraskende, at min gode ven Erik og jeg var ganske nemme at lokke....
Desuden skulle jeg på en stor tur til Afrika nogle uger senere og jeg brændte virkelig efter at få gennemprøvet mit nye udstyrskit bestående af en Mauser M03 med en Zeiss Victory HT 2.5-10x50 på toppen. Dette var en oplagt lejlighed til “ilddåben”
Riffel og kikkert landede hos forhandleren dagen inden jagtstart og jeg måtte bruge det meste af et døgn på at køre fra Fyn til Dalarna i Midtsverige og tilbage igen for at hente den. Jeg fandt en seng kl. 03:00 og vi kørte afsted mod Polen tre timer senere med Erik bag rattet. Da vi ankom var der lidt mindre end en time til vi skulle ud på aftenens jagt og riflen lå stadig urørt i kassen.
Vi havde dog heldet med os. Bag den enorme have omkring jagthuset lå der en fin lille 100-meterbane udstyret med en hjemmelavet men meget stabil skydebænk. Jeg samlede hurtigt den spritnye riffel – det tog heldigvis kun få sekunder – og fik i hast fremstillet nogle simple papirskiver med en kuglepen på bagsiden af nogle papirer fra Skat, der rodede rundt i bagagerummet. Jeg vidste, at bøssemagerne på Mauser havde testskudt riflen med kikkerten, men jeg havde ingen anelse om hvilken ammunition, de havde brugt. Jeg kunne blot håbe på at det første skud med den Norma Oryx ammunition, jeg havde valgt til denne jagt, ville lande et eller andet sted på skiven, så jeg havde noget at justere ud fra.
Med riflen hvilende på min kasket klemte jeg det første skud af. Jeg kunne tydeligt se at den røde centerprik i midten af trådkorset hvilede fint inden for den blå blækklat, da skuddet bragede. Jeg tog øjeblikkeligt skiven i nærmere øjesyn gennem kikkerten. Forstørrelsen var rigeligt stor til at se skudhuller på den afstand – men der var ingen at se.
Vi gik imod skiverne for at finde ud af, hvad der var galt og skulle ganske tæt på før den naturlige forklaring åbenbarede sig. Kuglen havde lavet et fint lille hul midt i den lille blå blækklat præcis, hvor trådkorset havde hvilet, da skuddet gik. Slet ingen dårlig start! Jeg gik tilbage og skød et skud mere. Det udviste samme venlige tendens til at lande, hvor jeg ønskede, det skulle lande og dermed kunne jeg afslutte den korteste indskydning, jeg nogensinde har været med til. En gang imellem er man heldig – den dag var det min tur!
Jeg fandt den ballistiske ring der passede til ladningen og følte mig så klar, som jeg kunne blive. Det er en stor del af alle gode jagtoplevelser, at være tryg ved sit udstyr – og på denne jagt stolede jeg fuldt og helt på en riffel, som jeg kun havde skudt et par skud med....
En halv time senere sad jeg ved siden af Zbigniew Jania i hans lille Suzuki 4WD på vej på jagt. Jagtrevirets næsten 18.000 hektar var opdelt i fire underområder med hver sin dedikerede jagtguide. Zbigniews område bestod mest af store marker og desværre var de fleste af disse nysåede, sorte og golde. Derfor havde vi fået lov til også at jage i et af de andre områder, hvor markerne var grønnere men endnu større end i vort hovedområde. Adskillige af disse grønne oceaner i landskabet bredte sig over 100 til 200 hektar fra “kyst til kyst” uden nogen som helst naturlig dækning.
Jeg betragtede landskabet gennem den duggede bilrude og tænkte for mig selv, at det ikke ville blive enkelt at komme på skudafstand af rådyrene på disse åbne marker. Min frygt viste sig at være velbegrundet. Der var masser af råvildt fordelt i små grupper, men de flygtede i panik adskillige hundrede meter foran bilen.
Min guide stoppede motoren for enden af en uendelig hæk, som fortsatte flere hundrede meter foran os, inden den forsvandt bag en lav bakke. Den enorme mark var høstet, men der var masser af grønne urter fordelt i små tuer over det hele. 500 meter borte stirrede to bukke på os. Bag dem æsede en rå med to lam. Der var absolut ingen mulighed for at komme på skudhold af disse dyr, men min erfarne guide havde en anden simpel plan. Med vinden i ansigtet ville vi følge hækken op ad bakken. Med lidt held ville vi støde på dyr på den anden side på mere realistiske afstande.
Vi bevægede os forsigtigt fremad. Bukkene vi havde set, da vi startede, fulgte opmærksomt vor fremrykning. Vi nærmede os bakketoppen. Pludselig stivnede Zbigniew og hævede sin kikkert. På den anden side af bakken gik der flere smågrupper af rådyr og æsede.
Jeg trak mig ind bag ham og fulgte ham stille det sidste stykke mod toppen. Han standsede flere gange for at betragte dyrene gennem kikkerten, inden han langsomt fortsatte. På toppen rejste han sin trebenede skydestok og brugte den som støtte for kikkerten. Den nærmeste gruppe dyr gik et godt stykke fra os. Det var en rå med to lam og et smaldyr.
Skuffelsen i min guides ansigt var ikke til at tage fejl af. ”De er for langt ude!, sagde han.
”Hvor langt?”, spurgte jeg mens jeg bebrejdede mig selv for ikke at have medbragt en afstandsmåler.
Han svarede uden tøven med en myndighed som kun en mand, som har set på titusinder af rådyr gennem et langt jægerliv kan mønstre. ”250 meter!”. Jeg løftede demonstrativt i ASV+ tårnet og drejede det frem til den tydelige hvide linie mellem 200 og 300 meter markeringen.
Zbigniew så det og forstod med det samme Uden et ord tog han et langt skridt til siden, så jeg fik uhindret adgang til skydestokken. Jeg placerede forskæftet i stokkens gaffel, skruede forstørrelsen op på 10X og spændte riflen op. Zbigniew stirrede på dyrene gennem kikkerten – tydeligvis optaget af ikke at gå glip af noget.
”Den til højre!” Det var den unge rå. Smaldyret. Mindre end et sekund senere rullede braget ud over landskabet og hurtigere, end man kan blinke, kom lyden af kugleslaget retur. Det lød som et fjernt men kraftigt slag på en stor tromme. Rådyret styrtede til jorden. Den kom på benene igen, mens de andre tog flugten men faldt næsten øjeblikkeligt og rejste sig aldrig siden.
Zbigniews eneste kommentar var et spontant og meget højt udtalt “WOW!”. Jeg drejede mig mod ham og blev mødt af af et bredt smil. Rådyr sprang forvildede rundt overalt på marken og vi fik begge øje på en enlig rå som krydsede marken bag os i fuld fart. Zbigniew flyttede resolute skydestokken og sagde “skyd, hvis du får chancen!”. Jeg havde skruet kuglebanekompensatoren tilbage til 170 meter og var klar til skud på enhver afstand mellem 150 og 200 meter.
Jeg fulgte den springende rå gennem riffelkikkerten. Blot få sekunder inden den nåede i ly af hækken begik dyret den fatale fejltagelse, som synes at ligge dybt i generne på disse små hjortedyr. Hun standsede og sikrede. Slagstiften faldt øjeblikkeligt – det samme gjorde råen. Afstanden var cirka 180 meter. Jeg var mere end tilfreds. De to første skud på vildt med den nye riffel havde resulteret i to fine stykker råvildt. De faldt med mindre end 20 sekunders mellemrum men med næsten en halv kilometer imellem dem.
Guiden gik tilbage efter bilen, mens jeg gik frem til den nærmeste rå.
Zbigniew var fremme få minutter senere. Han indledte straks den obligatoriske ceremoni til ære for det fældede stykke vildt. Han samlede et bundt korte raps-kviste og placerede de fleste i råens mund som en sidste mundfuld på rejsen til de evige rapsmarker. Han dyppede forsigtigt de resterende to kviste i indgangshullets blod, placerede den ene på hullet og overrakte mig den anden omhyggeligt placeret på hans egen hat. Da jeg tog imod den, gav han mig et fast håndtryk og sagde “Darz Bór!” – en gammel polsk jægerhilsen. Jeg svarede med de samme ord og placerede med omhu den lille kvist med hjerteblodet af mit bytte i min egen kasket. Det er en smuk tradition og for Zbigniew var der ingen undtagelser – hvert et stykke vildt, vi fældede, blev æret med den samme dybtfølte respekt.
Vi arrangerede de to dyr til et foto og minutter senere var de brækkedet og lastet på bilens vildtstativ.
De følgende dage havde jeg held til at nedlægge yderligere otte af disse sky polske rådyr. Den gennemsnitlige skudafstand var cirka 175 meter med nogle få så langt ude som 250. Totalt var der tolv tomme pladser i patronæsken. En statistik jeg i al beskedenhed var svært tilfreds med i betragtning af, at der gik to skud til indskydningen. Jeg vælger at tro, at de tusinder af skud jeg gennem årene har sendt afsted efter skiver, tomme dåser og tøjklemmer på en eller anden vis har påvirket mit jagtheld i positiv retning.
Da vi sluttede jagten efter tre korte efterårsdage, lagde vi alle dyrene på parade på plænen foran jagthuset. I en afsluttende ceremoni blæste vore jagtværter hornsignalet for ”rådyr” over det nedlagte vildt. Trofæerne vi kunne tage med os fra dette bemærkelsesværdige tre-dages jagteventyr var mange. Først og fremmest var der de glade minder fra jagten og den hyggelige tur i selskab med en god ven. Men også billederne og ikke mindst det fantastiske vildtkød der overvintrede i min fryser var i særklasse fine trofæer.
Når jeg i de efterfølgende måneder hævede glasset ved middagsbordet og udbragte “Darz Bór!” fløj mine tanker til letfodet råvildt, erfarne guider og en riffel, jeg kunne stole blindt på….