Hundyrsjagt i Wierzchlas

Frank i Wierzchlas

Tak for en fantastisk tur til Wierzchlas. Den første dag havde vi minus 18 grader og de næste 2 dage 16 grader, så det var lidt en udfordring at holde varmen, men vi klarede den. Alt klappede som sædvanlig til vores fulde tilfredshed, og vi kan tænke tilbage på mange gode jagtoplevelser og hyggeligt samvær. Vi kommer helt sikkert tilbage igen.

Med jægerhilsen

Frank

Gunnar i Wierzchlas

Turen startede allerede den 1. april på Autdoor messen i Odense hvor jeg besøgte standen med Limpopo Travel og Diana Jagtrejser. Her prøvede jeg at gætte vægten på et kronhjorte-trofæ fra New Zealand og den 6. april fik jeg en mail om, at mit gæt lå tættest på den reelle vægt, så jeg have vundet en 3 dages bukkejagt i polen inkl. afskydning af 3 bukke uanset trofæstørrelse.

Den 17. april kom så beskeden om, at jeg skulle til Wierzchlas fra den 29.05. til 01.06.2016. Så var der tid til planlægning. Det er umiddelbart langt at køre fra Fredericia til Wierzchlas, så der blev tænkt på alternativer. Der skulle jæger fra Norge med, og Limpopo Travel og Diana Jagtrejser var behjælpelig med at sætte os i forbindelse med hinanden for evt. samkørsel. Der blev truffet aftale om hvorledes dette kunne lade sig gøre. En del af min rejse skulle således foregå med offentlige transportmidler og en del sammen med Niels Henner Larsen. Imidlertid var jeg på en jagt i Tyskland i starten af maj og erfarede her hvor meget bagage man slæber rundt på. Det kuldkastede de hidtil lagte planer. I stedet skulle jeg køre til Karlskrone i Sverige og der støde til Niels for derefter at sejle til Gdynia og følges ad i hver sin bil det sidste stykke vej.

Den 28. maj startede jeg hjemmefra ved middagstid, med kurs mod Karskrona, hvor jeg ankom omkring klokken fem. Niels var ankommet så for at få det hele til at gå lidt nemmere, linede vi bilerne op, så vi kunne komme samlet til færgen.   

Færgeafgang kl, 20,30

Der var andet end firehjulede køretøjer med færgen. Bl.a. denne samling smukke Harleyer.

Herefter aftensmad på færgen. Den var god, og der var rigeligt. En lille shoppingtur og derefter til køjs. Ankomst til Gdynia næste morgen kl. 07.30. Inden vi skulle fra borde fik vi indtaget morgenmaden. Herefter gik turen mod Wierzchlas hvor vi ankom omkring frokosttid. Vi Stillede den ene bil, og kørte ud for at finde et sted at spise frokost. Niels var kendt, og vi fandt hurtigt et lille gasthaus, hvor vi fik en god suppe.

Der stod en gullaschkanon, som dog ikke var i brug mere, men som formentlig stadig er funktionsdygtig.

Når man kører rundt i landskabet kan man se mange huse der ser lidt trætte ud, men de biler, der holder der, er i ok stand.

Der var mange storkereder i området.

Vi kørte tilbage til vort standkvarter hvor vi blev installeret. Det var hyggeligt, at der lige udenfor vinduet var en storkerede.

Det viste sig senere, at der var unger i den. Herefter fik vi et måltid mad, og blev orienteret om jagten og præsenteret for vore førere. Jeg skulle følge med Mathæus.

Kl. 18.00 kørte vi på jagt. Vi startede i en hochsits med en pragtfuld udsigt over et stort engområde.

En kronhind gik et stykke tid og essede ca. 100 m fra vores plads.

Ca. 800 meter ude gik en rå og essede, og ca. 100 m foran os gik et lille smaldyr og essede. Senere kom to søer med frislinge til syne ved skoven foran os. Der var en helt hvid frisling iblandt. En ræv musede rundt på engen, men jeg kunne ikke få et ordentligt billede af den. Pludselig blev der uro under tårnet, og et stykke råvildt løb smælende ind i skoven. Vi valgte derfor at forlade tårnet og forsøge et andet sted. Vi kørte et lille stykke og parkerede bilen hvorefter vi gik frem til en skoveng. Her gik en fin buk. Desværre skød jeg forbi til den. Den blev forskrækket og smælede da den løb ind i skoven. Vi prøvede at finde tegn på anskydning, men fandt intet. Herefter kørte vi hjem. Efter lidt mad var det sengetid.

30.05. Efter en kop te var der afgang i terrænet kl 04,00. Mathæus kørte ud i et landbrugsområde med små marker og lidt hegn. Her blev bilen parkeret og vi gik lidt rundt. To smaldyr fjantede rundt. Lidt efter blev de efterfulgt af en spidsbuk. Med tanke på min forbier fra aftenen i forvejen prøvede vi, om vi kunne komme til skud på bukken. Det lykkedes, og den faldt perfekt for kuglen. Afstanden var ca. 100 m og dermed betydelig længere end ved forbi skuddet

Vi kiggede lidt andre steder, men fandt ikke flere bukke, så vi kørte hjem til morgenmad og formiddagssøvn. Efter at have sovet og spist frokost var der tid til lidt sightseeing i omegnen. Det var faktisk rigtig hyggeligt med en sådan lille tur. Det endte med, at vi begge købte honning hos en af de sælgere, der stod langs vejene. Det smager rigtig godt. Hjemme igen var der tid til en lille lur. Mad kl. 17.00. Afgang i terrænet kl. 18,00. Vi skulle atter sidde i et tårn.

Atter en pragtfuld udsigt, der virkelig kunne nydes.

Fra træerne foran os kom en rå ud og gik og essede. Den havde et meget stort yver, så den havde formentlig lagt lammene af inde i træerne. Pludselig blev den lidt urolig og kiggede til vores venstre side. Der kom en buk ud fra hegnet. Den kom lidt ud på marken og vendte siden til. Da jeg skød sprang den højt i vejret og løb et stykke hvorefter den forsøgte at vende, men faldt om.

Ikke den største buk, men en fornuftig seksender

Vi kørte noget rundt for at finde endnu en buk, men så ingen.

Der var en masse traner på markerne, men afstanden var så stor, at det var svært at få et nogenlunde billede af dem. Senere samme aften var vi ved at komme på skudhold af endnu en buk, men den lykkedes ikke så i kørte hjem til kølerummet med bukken, og derefter i seng.

1.05.

Efter at det, for første gang i lang tid, har regnet, diskuteres mulighederne for dagens jagt af Niels, Mathæus og Karol.

Afgang kl 04,00. Kørte til flere forskellige områder og forsøgte at komme til et par bukke, men de var for små. Prøvede et sted, hvor vi havde været tidligere, og her var gevinst. En pæn buk var ude på engen, og skydestokken blev stillet op. I skuddet gav bukken et hop, men gik roligt fra stedet og stoppede bag en busk, så jeg kunne ikke komme til at skyde igen. Bukken forsvandt. Vi ledte længe efter schweiss eller andre tegn på en anskydning, men fandt intet. Da det blev stå-op-tid for almindelige mennesker sendte vi bud efter Robert, der kom med en schweisshund. Efter nogen tid måtte Robert meddele, at hunden ikke kune finde noget at gå efter og at jeg formentlig havde skudt under bukken og (heldigvis) ikke havde skadet den. Herefter kørte vi hjem til morgenmaden og formiddagsluren. Efter frokosten kørte vi igen en tur rundt i omegnen. Kl. 18,00 var der atter afgang til terrænet. Bilen blev parkeret og vi gik mod en skoveng. Pludselig kom bukken springende ind i skoven, hvor den smælende fortalte, at den havde set os. Mathæus ærgrede sig tydeligvis. Vi fortsatte dog ud til engen, og Mathæus søgte med kikkerten, men fandt intet. Pludselig fik vi øje på en ræv der gik og musede tæt ved os. Jeg nåede ikke at fotografere den før den var væk. Herefter gik vi tilbage til bilen og kørte lille stykke til endnu en lille skoveng. Her opdagede Mathæus hurtigt en buk. Jeg kunne godt se. at det ikke var verdens største buk, men eftersom jeg tilsyneladende ikke kunne ramme de store, måtte jeg træde et skridt nedad og skyde de lidt mindre. Så da skydestokken var blevet stillet op, og jeg havde flyttet den nogle gange fik jeg et frit skudfelt, og leverede bukken med en høj kugle.

Min kvote for bukke var nu fyldt, og jeg spurgte om der var mulighed for at skyde en gris hvortil Mathæus svarede, at der var en mulighed hvorefter vi kørte et lille stykke og parkerede bilen. Vi gik meget forsigtigt frem ad en skovvej, hvor der på begge sider var tydelige tegn på aktivitet fra vildsvin. Da vi kom frem til en mark, gik der en so med 8-10 smågrise. Inden vi rigtig havde besluttet hvad vi ville, kom en überläufer ud fra skoven. Jeg spurgte om jeg måtte skyde den, og fik lov. Her gav jeg mig rigtig god tid, og da skuddet gik, sank den sammen hvor den stod.

Det viste sig, at det var en lille keiler, der fik vægten op på 47 kg. Dette er mit første polske vildsvin. Da Niels også havde skudt gris og de bukke han ville besluttede vi, at i ville suspendere jagten næste morgen og i stedet sovelænge so vi kunne være nogenlunde udsovede til den lange køretur hjemad.

Mathæus og Robert

01.06. Efter morgenmaden blev bilerne pakket og så snart protokollen var underskrevet gik turen hjemad.

Disse træfigurer ønskede os en god tur hjem.

Vi kørte til den tyske by Lütjenburg hvor vi havde bestilt værelser på hotel Lüttje Burg. Her fik vi et måltid aftensmad og en god nats søvn inden vi efter morgenmaden sagde på gensyn til hinanden og kørte hver til sit.

Sven, Ove, Jørgen og Frank på bukkejagt i Wierzchlas

Vi har nettopp kommet tilbake fra Wierzchlas i Polen etter en vellykket jakt - og fagtur. Bukkejakten ga et godt resultat med blant annet to fine medaljebukker. Vi har fått en god innføring i polsk skogbruk og viltforvaltning. Alt ble satt i scene av et dyktig vertskap, gode jaktguider og flinke fagfolk. Vi er meget godt fornøyd med turen og lengter allerede tilbake til Polen.  

Vennlig hilsen
Sven, Ove, Jørgen og Frank

Joakim i Wierzchlas

Netop hjemvendt fra Polen er man stadig i helt ekstase over, hvor fantastisk et land Polen er. Den varierede biotop og det store antal af vildt kan ikke sammenlignes eller findes andre steder. Min bedste kammerat og jeg besluttede os for at tage en forlænget weekend til Polen på reviret Wierzchlas på hundyrsjagt efter kronvildt, råvildt og vildsvin. Efter at have oplevet den professionelle jagtorganisation, som de driver i Polen, er man ikke i tvivl om, hvorfor Polen kaldes for Europas jagtland nr. 1.

Vi er begge meget begejstrede over den respekt, de polske jagtførere viser overfor naturen og vildtet, og hvor professionelle de er omkring deres arbejde. Det lykkedes os at nedlægge i alt 8 krondyr, 2 rålam, 1 ræv og 1 grævling efter 2½ dages virkelig spændende jagt.  Udover jagten er vi blevet forkælet ud over alle grænser, og det har været en stor oplevelse at opleve det polske køkkens mad, hvor vi har prøvet alt fra krondyr lever til krondyr mave suppe, en kæmpe oplevelse som klart kan anbefales!

Hundyrsjagten er overset af mange, idet mange jægere tror, det oftest er nemmere at jage hundyr, men jeg kan nu af erfaring sige, at det er det stik modsatte. At jage de sky og overvågne krondyr er bestemt en udfordring, og det er klart anbefalelsesværdigt.

Et stort tak skal lyde til Karol Malina og hans folk på Wierzchlas, de har virkelig givet os en oplevelse for livet, og vi skal helt sikkert på hundyrsjagt i Polen igen!!

Med bedste jægerhilsner
Joakim Pedersen

Michael Lassen i Wierzchlas

Dobbelt held

Ikke alene var jeg heldig at vinde en hjortejagt i Polen med Diana jagtrejser. Men at jeg efterfølgende var så heldig at skyde en stor sølvmedalje hjort dernede, er så heldigt, at det er lige før det er for meget- lige før!

Prolog

En jagtkammerat holder en overbevisende salgs tale for, at vi skal tage til Diana Road show denne fredag sidst i januar 16. Jeg har egentlig ikke tid og har andre planer, men jeg er (for) nem at lokke med, når det gælder jagt. Desværre bliver det lidt sent inden jeg ankommer til Sabro kro. Foredrag, film og spændende events har allerede peaket. Til gengæld møder jeg et hold jagtkammerater fra det midtjyske i baren og vi får en hyggelig lang jagtsnak. Summa Summarum:  Jeg får ikke det optimale ud af dette års jagtrejseshow. Og for at det hele nu ikke skal diffundere ud i hyggesnak, går jeg op til en af Dianas Sydafrikastand og fritter dem lidt ud om priser mv. Jeg er i færd med at krige mig et par farvestrålende kataloger med flotte fotos, da damen ved standen spørger mig, om jeg ikke lige vil udfylde navn og nummer på indgangsbilletten, så jeg har chancen for at vinde en jagtrejse? Hvortil jeg svarer: ”Nej jeg vinder aldrig noget, desuden orker jeg ikke flere nyhedsbreve”. Hertil svarer den flinke dame: ”Jamen du kan da ikke forvente dig at vinde, hvis du ikke prøver”. Ok! Så jeg udfylder lettere vrangvilligt felterne på indgangsbilletten. Som et pinligt indslag, kan nævnes, at Diana jagtrejser senere havde lidt svært ved, at finde frem til mig, grundet den ”afslappede” læs sjuskede udfyldning af kuponen. Så har jeg prøvet det også, at føle mig heldig i lodtrækning. Sidder midt i et langt møde, som har mistet sit momentum, da telefonen vibrerer i lommen. Stemmen i røret bekendtgør, at jeg har vundet en hjortejagt i Polen inkl. ophold i fem dage samt én hjort! Fem dages pyrschjagt på skovens konge. Jeg kan næsten ikke få armene ned. Det er første gang nogensinde, at jeg har vundet noget så stort.

Langt til september

For at holde min begejstring lidt ave / lidt i live, beretter jeg rimelig engageret, om mit held til alle, som gider at lytte, for der er langt til den 16 september. Lige før man gerne springer sommeren over denne gang. 16 september 2016 går det altså løs og vi glæder os Brian min jagtkammerat og jeg. Brian har indvilget i, at tage med på turen, for at prøve kræfter med klassisk pyrschjagt på polsk kronhjort. Og vi har selvfølgelig først holdt et par entusiastiske møder og lidt flere telefonsamtaler om den forestående tur, i løbet af foråret og hen over sommeren. Og tiden er fløjet helt surrealist hurtigt denne sommer. Så det er lige pludselig nu! i dag, at vi sætter kursen imod revir Wierschlass, ved Bydgodz i det nordvestlige Polen for at jage centraleuropæisk kronhjort eller polsk brunsthjort – hvad lyder bedst?

“We will be hunting to Night!”

Jeg har den opfattelse, at når man bevæger sig ud over dørtrinnet i sit hjem, låser hjemmet, sætter sig ind i bilen, at lige præcis her starter rejsen/eventyret. Oplevelser og hændelserne begynder at materialisere sig for alvor, i forhold til forventningerne, som jo kan være høje. Og nogle gange for høje. Vi får en flot og rimelig afslappende køretur derned. Vejret er fint og der er ikke alt for meget trafik. Det går ganske uproblematisk ved grænseovergangene. Dog må vi igennem den obligatoriske GPS fælde. Nemlig den, hvor GPS´ sen kender en kortere vej, som viser sig, at være af en sådan lidt ”pletvis asfalteret og rallyagtig” beskaffenhed. Det bruger vi nok et par timer på sammenlagt. Da vi kommer ind på ret kurs igen, holder vi et lille break. Vi ringer til førsteren Karol Malinka på Wierschlass og fortæller ham: ”At vi desværre nok er noget forsinkede og noget trætte, når vi forhåbentlig når frem. Så vi regner ikke med, at komme på jagt i aften. ” Til det svarer Karol med ru og myndig stemme: ”We will be hunting tonight”! Fedt! De går all in de polakker. Der breder sig nu begyndende symptomer på go´ jagt feber i bilen her ca. 250 km fra Wierschlass.

Wierschlass

Wiersclass, som både er navnet på reviret og indkvarteringen, ser ok og fint ud udefra. Men det er for ingen ting at regne imod, når man træder indenfor. Interiøret i særklasse og indenfor lever Wierschlass op til enhver jægers drøm om smagfuld indretning med trofæer fra polsk jagt, træ, og en funktionalitet langt ud over det sædvanlige. Her er et stort lækkert indrettet kælder rum, hvor man opbevarer alt ydertøj m.m.  Men også støvler, skydestokke, jakker, hatte osv. På de store værelser er der rigtig gode senge, totalt lydsvagt og rullegardiner til den obligatoriske lur om formiddagen. Prikken over i ét er de fine opbevaringshylder til riflerne. Om det så er på værelserne så findes der også en gevær hylde her Vi bor på et sted som er lavet og designet af jægere til jægere. Det lyder måske uvæsentligt eller banalt, men det betyder faktisk meget, når man skal jage morgen middag og aften i 5 dage.

Polsk køkken og hjortebrøl

Allerede før jagten den første aften får vi en forsmag på, hvad køkkenet kan frembringe. Vi får aldrig lov til at gå sultne på jagt eller sultne i seng. Det er yderst varieret mad, veltillavet og der er altid rigeligt af den. Det er et kendetegn at al maden laves af lokale råvarer og naturligvis lavet helt fra grunden. Ikke noget med færdigmad her. Vores indtag af måltider er blevet en rigtig hyggeoase. Vi befinder os altid 4-5 jægere og en kvindelig pilot ved spisebordet og vi får snakket om mangt og meget og det på 3 forskellige sprog. Morgen aften og især om natten, kan vi høre hjortebrøl ganske tæt ved vores hoved kvarter. Så vi går til køjs akkompagneret af ur kraftfulde brøl fra polske hjorte. Forventningerne er helt i top.

Den længste pyrsch

På trods af at:  Janek, min jagtfører påstår, at han af og til kan lugte krondyrene, at vi hører hjortebrøl ganske Close Up, at vi indretter interimistiske jagtskjul, har siddet stille i diverse hochsitze i området i timevis, at vi jager tidlig og sent og sidst men ikke mindst, at vi lister rundt så ekstremt langsomt og stille som vi gør – på trods af det, har vi ikke set kronvildt i to en halv dag nu. Når man dertil lægger de mange timer der er brugt i området – er det en mental udfordring, at holde gnisten intakt. Især, når man har skullet lægge øre til beretninger om alle de krondyr, som Brian og de to andre jægere har set på deres outings. Janek og jeg har påbegyndt pyrschjagt nummer 5, i let foroverbøjet snige positur og endnu tidligere end sædvanligt efter aftensmåltidet. ”Pyrschen gehen ist pyrschen stehen! ” som tyskerne udtrykker det gamle jægerfif om, at holde øjne og ører åbne og benene lidt mere i ro. Det bliver flittigt efterlevet af Janek. Han scanner hele tiden terrænet for vildt med sin XXL Doctor kikkert og det er desværre ikke de rigtige arter vi spotter. I øvrigt ser vi ikke særlig meget vildt på disse outings. Området vi går i er temmelig stort. Det er ikke særlig kuperet, eller varieret for den sags skyld. Træerne er hovedsagelig fyr, gran, birk og unge egetræer. På de store marker dominerer hvede, græs og majs. En del af majsen står endnu gylden og kornbugnende og jeg kan ikke rigtig forstå, at vi ikke skal være tilstede med en pyrsch der. Vi har listet temmelig længe nu og tvivlen gnaver en lille smule, selvom Janek virker 110 % kompetent på alle områder. Da vi således har gået og stået temmelig længe, informerer Janek mig pludselig om at vi bliver nød til, at gå tilbage, tage jagtvognen (en golf med på svejset lad) rundt om skoven og på den måde snyde vinden. Som sagt så gjort. Herefter starter endnu en slowmotion pyrsch uden de helt store forventninger. Men som det ofte sker under en jagt, sker det også her. Uventet og pludseligt her i det tiltagende aftenmørke. Derovre i lysningen på den anden side af grøften går to vagtsomme hinder rundt og esser nervøst, alt imens en hjort ligger ned halvdækket af siv og højt græs, formodentlig for at restituere sig efter både elskov og kamp. Vi er i god vind for dyrene så vi kan hviske sammen, når det bare foregår uendelig stille og direkte henvendt til øret. Dyrene er ca. 150 meter ude. Vi er blevet stavns bundet til en lille plet under en forkrøblet rødtjørn. Da hjorten ikke vil rejse sig, så står jeg så her med riflen i anslag i skydestokken så længe, at jeg indrømmet! På et tidspunkt har lyst til, at kaste håndklædet i ringen. Lyset svinder hastigt her i den sidste time, hvor der må jages, hvilket er en time efter solnedgang. 5 minutter i skydetidsophør rejser hjorten sig og spejder i retning af os, jeg sætter tråd korset lidt højt på bladet, og da jeg får et GO fra Janek, sender jeg en stille bøn til Diana og klemmer aftrækket. Hjorten ryger ud af fokus i skuddet, så jeg kigger på Janek i stedet. Han har holdt kikkertfokus på hjorten lige siden før skuddet. ”Den er død, perfekt skud! Den gik lige ned! ” Siger Janek på et glad engelsk med polsk accent. Da vi kommer hen til hjorten kan jeg godt fornemme, at det heller ikke på Wierschlass, er hverdagskost med hjort i den kaliber. Den er stor siger han tørt og på polsk engelsk og ringer straks til førstejæger Carol Malinka for, at breake nyheden og skaffe assistance. Om jeg er glad? Regner det Danmark i november? Vi tager et par dårligt belyste fotos, får lidt vand og kaffe. Og så skal det store dyr læsses op på Karols ladvogn. Tak til Janek og Wierschlass for en rigtig god Jagt og jagtoplevelse.

EPILOG

Brian skød en stor fin hjort på knap 6 kg med en større kropsvægt end min. Den ene af de to andre jægere vi mødte på Wierzchlas, skød to hjorte på omkring 5 kilo, den anden jæger fik en hjort også på ca. 5 kilo og så hastede han ellers videre på jagt i Tyskland. Brian skød udover hjorten også en fin buk. Og jeg skød forbi på en enkelt ikke så gammel buk. Indrømmet! Jeg var ikke specielt ked af at misse den. Ved underskrivning af protokol seancen i det store kontor, trofæ og protokolrum i kælderen, gør Karol mig opmærksom på, at jeg skal få min hjort målt op efter 90 dage. Det skal jeg, fordi det er en sikker bronzemedalje og en mulig en sølvmedalje. Som sagt så gjort. Carl Hjort i Lystrup måler op for Nordisk Safariklub og han måler Hjorten til 191 point, hvilket betyder sølvmedalje! Det er næsten for meget. Jeg er heldig igen.