Af: Rune Fich Weischer

Trofæjagt møder i disse år modgang. Dels i form af autonome og militante grupperinger som griber til fysisk vold mod jægere, men også i det politiske apparat, og ikke mindst i den tabloide del af pressen.

Specielt i udlandet, og ikke mindst i England, er udviklingen udtalt.

Når man nu kender lidt til trofæjagt, så behøver man ikke følge debatten særlig længe, før det står klart, at en stor del af kritikken ganske enkelt bygger på misforståelser. Hvis trofæjagt i virkeligheden var alt det, som visse medier tegner et billede af, ja så ville jeg såmænd også selv være imod trofæjagt.

Man ser overskrifter som “Rige mennesker betaler for at skyde truede dyr” og senest “Leopard fik knust sine poter, for at den lettere kunne skydes”.

Det er åbenlyst for enhver, som kender til trofæjagt, at overskrifter som de nævnte er pure opspind, og at trofæjagt absolut ikke handler om at rige mennesker skyder truede dyr. 

Trofæjagt handler om ganske almindelige mennesker, som går på jagt, og som søger nye udfordringer og oplevelser i udlandet.

Jeg har to venner, der gør præcist det samme! De går bare ikke på jagt. Den ene kører på Mountainbike, og den anden spiller golf, og mindst en gang om året tager de til udlandet for at køre på Mountainbike eller spille golf i andre omgivelser end dem, som de er vant til. De gør det således ikke bare for at spille golf eller køre på cykel, men i høj grad også for at møde nye udfordringer, nye mennesker og få store oplevelser. 

Det er også det, jeg søger, og finder når jeg rejser ud på en jagtrejse, og i virkeligheden spiller jagt egentlig en ret lille del i alt det. Det er oplevelsen, man søger, og rejser ud efter. Var det ikke det, kunne man jo bare blive hjemme.

Det gode trofæ

Jeg går personligt ikke så meget op i præcis, hvor store mine trofæer er. For mig er mindet om hvordan jagten forløb det parameter, som jeg bedømmer mine trofæer ud fra. Var jagten en stor oplevelse og udfordring, ja så er trofæet også stort i mine øjne, uanset hvad målebåndet siger.

Betyder det så, at jeg ikke glæder mig over at have held og evner til at nedlægge et stort trofæ? Absolut ikke! Jeg glædes bestemt også over, at kunne hjemtage et stort trofæ, efter at havde nedlagt dyret på det helt rette tidspunkt, mens det var på toppen.

Men trofæets størrelse er for mig ikke afgørende for, om en jagtrejse har været god eller dårlig. For mig er det bare en bonus.

Trofæjagt for alle

Jeg forstår godt at udenforstående finder trofæjagt anstødeligt, når de bedømmer ud fra de billeder, som modstanderne tegner, uden at skele til fakta og virkelighedens verden.

Men heldigvis er virkeligheden en helt anden.

Trofæjægere er ikke lystmordere med ubegrænset økonomisk råderum, som rejser verden rundt efter sjældne eller ligefrem truede dyrearter. Trofæjægere jager kun dyr fra bæredyglige bestande. vi er ikke nødvendigvis ekstremt velhavende, og det er på ingen måde blodtørst der driver os.

Vi søger nye udfordringer og oplevelser i udlandet, og vi ville have gjort det samme, hvis vores passion ikke var jagt, men derimod golf eller mountainbike. I bund og grund er vi bare helt almindelige mennesker.